Menstruationsguide
En kvinde bruger i gennemsnit 10.000 bind eller tamponer i løbet af hendes liv. Det er vanvittigt mange. Især hvis der er tale om engangs-bind og tamponer. For os danskere er europamestre i at producere skrald. Vi er faktisk det land i Europa, der producerer mest skrald pr. indbygger. Og det bunder formentlig i, at vi bruger enormt mange engangsprodukter. Så hvordan kan vi gøre menstruationen mere bæredygtig (og mere behagelig og sikker) for de danske kvinder?
Det vil vi komme ind på i denne menstruationsguide, hvor vi fortæller om de forskellige grønne alternativer, der findes.
Der er mange fordele ved at gøre din menstruation mere bæredygtig:
- Det er billigere for dig i det lange løb
- Det er langt bedre for vores hårdt pressede klima
- Det er praktisk og nemt at håndtere
Nedenfor vil vi tage dig med gennem en præsentation af:
- Stofbind
- Menstruationstrusser
- Stoftamponer
- Wetbags til opbevaring af ovenstående
- Et miljøvenligt alternativ til engangsbind og tamponer.
Stofbind
Er du mest til bind, så er et skift til stofbind både nemt og super behageligt. For vidste du, at et konventionelt engangsbind er baseret på op mod 90% plast? Plast som er meget lidt åndbart og kan give blodet en mystisk lugt. Så skift engangsbindene ud med stofbind af økologisk bomuld i stedet. Det er både blødt og behageligt og ikke specielt besværligt at bruge eller vaske. Stofbind kan bruges igen og igen og er en engangsinvestering. Når først du har anskaffet dig dem, skal du ikke tænke på at købe bind de næste mange år.
Hvad er stofbind?
Et stofbind er bygget op af flere absorberende lag, et vandtæt lag og bomuld på begge sider. Bomulden er naturligvis økologisk her hos os. Det er vigtigt, når det handler om noget der skal sidde så tæt på din hud, synes vi.
Det vandtætte lag er baseret på PUL, som er en lækagesikret membran, der sikrer at du ikke bløder igennem. PUL er, indtil nu, den mest miljøvenlige måde at sikre tæthed i stofbind. Den er utroligt holdbar og kan derfor klare rigtig mange vaske.
De fleste stofbind har trykknapper, som du fæstner i bunden af trussen. Samme sted som limen sidder på et engangsbind, faktisk. Men hvis ikke du ønsker trykknapper i bunden. F.eks. hvis du cykler meget eller føler at du kan mærke dem, så findes der altså også stofbind uden trykknapper. Dem finder du lige her.
Hvor ofte skal man skifte stofbind?
Et stofbind suger lige så godt som et engangsbind. Det findes i mange forskellige størrelser og med forskellige sugeevner, så du kan finde de bind, der passer allerbedst til dig. Prøv dig frem her. For der er selvfølgelig forskel på os alle sammen – og også forskel på dagene i din cyklus. Nogle dage bløder man meget, andre lidt. Og om natten har du formentlig brug for mere beskyttelse og her kan et natbind være en rigtig god idé.
Der er ikke, som med tamponer, regler for hvor ofte du bør skifte dit bind. Det afhænger af hvor meget du bløder. Så skift efter behov.
Et stofbind lugter ikke på samme måde som et engangsbind. Med et stofbind lugter det af det det er – nemlig blod. Og den lugt kan vel betegnes som en slags jern-lugt.
Hvor længe holder stofbind?
Stofbind er designet til at kunne holde i rigtig mange år. Her biksen er vi to, der bruger stofbind. De første stofbind blev købt for lidt over 8 år siden. Og de er stadig i brug. Så 8 år er i hvert fald minimum. Men stofbindene vil formentlig blive for slidte på et tidspunkt. Og det der kan blive afgørende, er selvfølgelige hvor længe PUL-laget holder. For så snart stofbindet ikke er tæt mere, så vil du kunne bløde igennem og det dur jo ikke.
Enkelte af vores leverandører giver garanti på deres stofbind. F.eks. er der 10 års garanti på Imse Vimses stofbind.
Hvor mange stofbind skal du bruge?
Antallet af stofbind som du behøver, afhænger lidt af hvor meget du bløder og hvor ofte du vil vaske. Tag udgangspunkt i det antal bind, du bruger i dag under menstruation og regn ca. med det.
Vasker du ofte, så behøver du ikke nær så mange bind, som hvis du kun vasker en kogevask en gang om ugen. Også her er det en god idé at prøve dig frem. Os her i Økofamilien, der bruger stofbind vasker begge, når menstruationen er slut og opbevarer de brugte bind i en wetbag indtil da.
Så i snit bruger vi hver især pr. menstruation ca.:
5-6 trusseindlæg
6-8 dagsbind
4-5 natbind
Brug evt. det som inspiration. Bruger du menstruationskop samtidigt med, så bruger du helt sikkert en del færre dagsbind og måske lidt flere trusseindlæg.
Hvordan vasker man stofbind?
Meningen med stofbind er jo, at de skal bruges igen og igen. Men det behøver ikke at være besværligt. Hvis ikke du bruger sorte stofbind, så er det en rigtig god idé at lægge dine stofbind i blød i ca. 24 timer inden du vasker dem. Læg dem i blød i koldt vand – gerne tilsat lidt salt. Så mindsker du risikoen for pletter markant.
Er du ligeglad med pletter, eller bruger du de sorte stofbind som af gode grunde ikke får pletter, så kan du også bare skylle dine stofbind enten i hånden eller i vaskemaskinen. Med mange vaskemaskiner, har du mulighed for at give dine stofbind et koldt skyl inden vask. På den måde får du skyllet det meste blod ud af bindene.
Herefter kan du vaske dine stofbind sammen med håndklæder, trusser, sengetøj, klude og hvad du nu ellers vasker på 60 grader. Fyld gerne maskinen helt op, så ikke du spilder for meget energi ved vask af dine stofbind. Vask gerne med et miljøvenligt vaskemiddel. F.eks. disse geniale Laundry Sheets.
Dine stofbind bør hænge-tørre, da PUL-laget kan tage skade af tørretumbling.
Se alle vores stofbind lige her.
Menstruationstrusser
I stedet for stofbind kan du også vælge menstruationstrusser.
Hvad er menstruationstrusser?
Menstruationstrusser er en almindelig trusse (i økologisk bomuld her hos os, naturligvis) med et absorberende lag, der vil suge menstruationsblodet til sig. Det absorberende lag indeholder PUL, der er et vandtæt lag, der sikrer, at du ikke bløder igennem.
Menstruationstrusser findes med forskellige sugeevner, så du kan vælge dem, der passer bedst til dig og til de forskellige dage i din menstruation.
- Vælg Light Flow til de dage i din menstruation hvor du bløder mindst. De kan absorbere 10 ml.
- Vælg Medium Flow til der hvor du ville bruge et almindeligt dagsbind. De kan absorbere ca. 15 ml.
- Vælg Heavy Flow til de dage hvor du bløder rigtig meget eller til brug om natten.
Menstruationstrusserne kan bruges igen og igen og erstatter derfor både engangsbind og tamponer.
Hvordan bruges menstruationstrusser?
Menstruationstrusser er en kombination af et stofbind og en helt almindelig trusse. Så altså en trusse med indbygget bind. Med menstruationstrussen kan du gøre det du skal – uden at være bekymret for hvordan dit bind lige sidder. For bindet er i trussen.
Derfor fungerer menstruationstrusser supergodt til sport, om natten (hvor kroppen ofte gør, hvad den vil) og også til unge piger, der skal i gang med menstruationsprodukter. De er nemme at bruge
Fordele ved menstruationstrusser
- De er enormt sikre at bruge og følger din krop. Det er især godt, hvis du lever et aktivt liv
- De er geniale om natten, hvor de virkelig sikrer, at du ikke bløder igennem
- De er super-behagelige at have på.
Ulemper ved menstruationstrusser
- De er besværlige at skifte, hvis du skal skifte dem midt på dagen. For så skal du have alt andet af også
- Nogen synes de er lidt store at have på (her hos os er vi dog enige om, at det er ekstra behageligt😊)
Hvordan vaskes menstruationstrusser?
Menstruationstrusser vaskes på samme måde som stofbind. Altså hvor du skyller det værste blod ud af dem først – enten i hånden eller i vaskemaskinen ved koldt skyl. Og så kan du herefter vaske dem sammen med håndklæder, sengetøj eller andet du skal vaske på 60 grader.
De menstruationstrusser vi har på shoppen er sorte, så dem behøver du ikke at lægge i blød inden brug. For de vil ikke få pletter. Menstruationstrusser bør hænge-tørre og ikke tørretumbles. Tørretumbleren kan nemlig slide for meget på det vandtætte lag.
Vask gerne med et miljøvenligt vaskemiddel som f.eks. disse geniale Laundry Sheets
Menstruationskop
Hvad er en menstruationskop?
En menstruationskop er et supergodt alternativ til dig, der hidtil har brugt tamponer. For menstruationskoppen er nemlig placeret inde i din skede – lige under livmoderhalsen og samler blodet op der.
Her hos os er menstruationskopperne udelukkende lavet af medicinsk silikone. Det er nemlig det ultimativt reneste materiale til at have så tæt på din krop. Og det er vigtigt at materialet er ordentligt og ikke afgiver skadelige stoffer, når det er i direkte kontakt med dine slimhinder. Faktisk er vores Lunette kop testet absolut bedst i test hos Tænk – læs mere lige her.
Hvordan bruges en menstruationskop?
En menstruationskop skal sættes op i skeden og samler blodet op der. Den erstatter tamponer og kan bruges igen og igen. Men hvordan sættes en menstruationskop op? Og hvor langt skal den op? Hvis det med menstruationskop er nyt for dig, så følg med her. De to folde-eksempler herunder er fra OrganiCup – du kan se deres kopper her.
Sådan sætter du din menstruationskop op:
- Vask dine hænder grundigt
- Fold menstruationskoppen sammen på midten og derefter på midten igen, så den fylder så lidt som muligt. Du kan også folde den som et C ved at presse den flad og derefter samle de to ender.
- Sæt menstruationskoppen op i skeden. Den skal bare lige op så du nemt kan få fat i snippen igen
- Menstruationskoppen vil nu folde sig ud inde i din krop og danne et vakuum
Hvordan tømmes menstruationskoppen?
Når du vurderer, at menstruationskoppen skal tømmes eller du begynder at bløde lidt ved siden af, så er det tid til at tømme den.
Det gør du sådan her:
- Vask dine hænder grundigt
- Forsøg om du kan bryde det vakuum som koppen har lavet ved at trykke den sammen
- Knib til og træk menstruationskoppen forsigtigt ud
- Tøm koppen i toilettet og skyl den evt. under den kolde hane. Hvis ikke der er adgang til vand, der hvor du tømmer, så findes der renseservietter til netop det formål. Du kan se dem her.
- Sæt koppen op igen.
Hvor ofte skal menstruationskoppen skiftes?
Du kan bruge din menstruationskop både dag og nat. Du må dog maksimalt have den oppe i 12 timer. Så hvis en kop er noget for dig, så skal du bare overholde det. Præcist hvor ofte du skal tømme din menstruationskop afhænger lidt af hvor meget du bløder. På dage med kraftig blødning kan du godt have behov for at tømme den et par gange om dagen. På dage med meget lidt blødning behøver du måske næsten ikke at tømme den før igen om aftenen.
Bløder du lidt igennem, så kan det være tid til at tømme din menstruationskop. Eller det kan være at din kop sidder forkert. I det tilfælde, så prøv at sætte den op igen.
Det kan være en rigtig god idé at bruge et stof trusseindlæg eller labia pad når også du bruger menstruationskop. Så er du sikker på at der er lidt der tager imod, hvis der skulle komme lidt blod igennem.
Stof trusseindlæg finder du her og labia pads finder du her.
Kan menstruationskoppen bruges om natten?
Du kan sagtens bruge din menstruationskop om natten. Den må maximalt være i 12 timer af gangen, så hvis du sørger for at holde dig indenfor det antal timer, så vil en menstruationskop være en super god ekstra sikkerhed om natten.
Rengøring af din menstruationskop
Når du modtager en helt ny menstruationskop er det vigtigt, at du koger den igennem i ca. 10 minutter i en gryde. Der kan nemlig være nogle flygtige forbindelser i sådan et nyt silikoneprodukt (især hvis du har valgt et andet mærke end dem, vi anbefaler). Og flygtige forbindelser fjerner du ved at koge dem væk.
Herefter er det nok med et koldt skyl ved dagligt brug. Når din menstruation er ovre (eller lige inden en ny starter), skal du sørge for at desinficere din menstruationskop. Det gør du blot ved at overhælde den med kogende vand. Så det skal du ca. gøre 1 gang om måneden.
Det er en rigtig god idé at gøre det til en vane enten inden eller efter din menstruation.
Stoftamponer
Stoftamponer er bestemt også en mulighed til dig, der ønsker et bæredygtigt alternativ. De fungerer på nøjagtigt samme måde som engangstamponer. Forskellen er blot at de skal vaskes efter brug og derefter kan bruges igen og igen.
Stoftamponer kommer i flere forskellige størrelser – ligesom engangstamponer gør. Du kan vælge mellem: mini, regular og heavy.
- Mini bruger du til den lille blødning
- Regular bruger du til normal blødning
- Heavy bruger du til kraftig blødning
Hvordan bruges stoftamponer?
Stoftamponerne rulles sammen og indsættes ligesom en engangstampon. Den har en snor i enden, som du bruger til at hive tamponen ud med igen.
Hvordan vasker du dine stoftamponer?
Stoftamponer skal vaskes efter brug. Har du nogle lyse udgaver, så er det en god idé at lægge dem i blød i koldt vand i 24 timer inden vask. Tilsæt gerne noget salt til vandet. Det hjælper med at modvirke pletter. Er dine stoftamponer sorte kan du nøjes med at give dem et koldt skyld i vaskemaskinen. Eller skylle dem op i hånden.
Herefter vaskes de i vaskemaskinen på min. 60 grader sammen med dit øvrige vasketøj. Det er en rigtig god idé at komme dem i en vaskepose, da de ellers filtrer for meget sammen og kan risikere at ende nede i filtret.
Brug evt. en vaskepose som denne, som lukker helt tæt. Og da tamponerne jo skal ind i din krop igen, så er det en god idé også at koge dem efter vask, så du er helt sikker på, at alle bakterier er vasket ud af tamponerne.
Wet bags
Til opbevaring af dine stofbind, menstruationstrusser, stoftamponer, labia pads eller hvad du nu foretrækker at bruge, så vil vi virkelig anbefale dig at bruge en wet bag. Det er en genanvendelig og helt tæt pose, som holder fugt og lugt inde.
Deri kan du opbevare dine menstruationsprodukter indtil du er klar til at vaske dem.
Wet bags findes i tre forskellige størrelser – se eksempler nedenfor. Den lille er f.eks. perfekt at have med i tasken, så du altid har et sted at placere dine brugte bind, tamponer, menstruationstrusser osv.
Miljøvenlige engangsbind og tamponer
Er du ikke så meget til de genanvendelige alternativer, men ønsker måske stadig et økologisk produkt, så har vi altså også et super fint udvalg af miljøvenlige engangsbind og engangstamponer.
De er lavet af 100% økologisk bomuld og den absorberende kerne af bæredygtige træfibre. De er fri for klor, parfume, plastik og er velegnede til følsom hud. Alle vores økologiske engangsbind og engangstamponer er komposterbare. Det vandtætte lag er baseret på bioplast.
Så selvom det ikke nødvendigvis er genanvendeligt, så er det så godt som det overhovedet kan blive. Du kan se nogle af varianterne nedenfor. Eller klikke her og se hele udvalget af miljøvenlige engangsbind og miljøvenlige engangstamponer.