Gratis fragt til pakkeshop ved køb over 499 kr.
Gratis fragt til pakkeshop ved køb over 499 kr.
Dag til dag levering ved køb inden kl. 13
Dag til dag levering ved køb inden kl. 13
Plastfri emballage
Plastfri emballage

Hæklet vimpelranke

Denne her opskrift er et perfekt restegarnsprojekt. Du skal nemlig ikke bruge ret meget garn af hver farve. 

Vimpelranken er perfekt som pynt til fødselsdage eller andre store fester. 

Den er super sjov at lave og også velegnet til den nye hækler.

De store vimpler på flagranken måler ca. 10 cm. i højden og de små vimpler måler ca. 7 cm. 

Du kan gå op i garntykkelse og hæklenål og hækle en vimpelranke, der er endnu større. 

Du skal bruge

  • Bomuldsgarn i de farver du nu ønsker eller har. Løbelængden skal ca. være på 160 m. Brug gerne rester hvis du har det og ellers finder du økologisk bomuldsgarn lige her
  • En hæklenål i str. 3
  • En stramajnål til at hæfte ender

Sådan gør du

Husk: Vend med en luftmaske som afslutning på hver række. Luftmasken skal du ikke hækle i – det er den der skal give luft til at vende.

  1. Lav en løkke
  2. Slå 2 luftmasker op
  3. Hækl 3 fm i 2. lm fra nålen (3 fm)
  4. Hækl 1 fm i hver maske (3 fm)
  5. Hækl 2 fm i første maske, 1 fm i næste maske, 2 fm sidste maske (5 fm)
  6. Hækl 1 fm i hver maske (5 fm)
  7. Hækl 2 fm i første maske, 1 fm i de næste 3 masker, 2 fm i sidste maske (7 fm)
  8. Hækl 1 fm i hver maske (7 fm)
  9. Hækl 2 fm. I første maske, 1 fm i de næste masker, 2 fm i sidste maske (9 fm)

Hækl 1 fm i hver maske (9 fm)

Fortsæt sådan her til du har i alt 17 fm på den lille vimpel og 25 fm på den store vimpel.
Slut med en række uden udtagning – altså den række hvor du hækler 1 fm i hver maske.
Hæft ender på vimplerne når du har hæklet dem du ønsker.
På min vimpelranke er der 8 vimpler af hver størrelse. Den måler i alt 2 meter og 20 cm. Så hækl det antal der giver den længde på vimpelranken, som du ønsker.

Nu skal vimplerne hækles sammen til en ranke.

Det gør du sådan her:

  1. Slå 7 luftmasker op sæt dem sammen til en ring med en kædemaske (km)
  2. Hækl 14 fm i ringen. Du hækler bare direkte i ringen og tager dig ikke af luftmaskerne. Så lægger maskerne sig flot ved siden af hinanden. Saml ringen med en km.
  3. Hækl nu 20 lm. Det er det første stykke af ranken.
  4. Herefter begynder du at hækle vimplerne på. Start med den lille vimpel og hækl 7 fm ind på den. Herefter sætter du den store vimpel på og hækler de næste 11 fm igennem begge flag. Herefter hækler du resten af maskerne ud på den store vimpel.
  5. Så har du sat de første to vimpler på.
  6. Herefter laver du 10 lm og begynder igen at hækle den lille vimpel på først.
  7. Sådan fortsætter du til du ikke har flere vimpler.
  8. Afslut med 20 lm og derefter 7 lm som du samler til en ring med en kædemaske. I ringen hækler du 14 fm.

Herefter kan du hækle km i kanten hele vejen tilbage. Det giver en lidt mere robust ranke, men du behøver det ikke.

Hæft ender.

Jeg har brugt restegarn til min vimpelranke og garnerne har været lidt forskellige i løbelængde (fra 110 til 160 cm). Derfor er maskeantallet på mine ranker faktisk lidt varierende. De små vimpler går fra 17-19 fm (dog flest på 17 fm) og den store vimpel går fra 23-25 fm (dog flest på 25 fm)

Og sådan kan du også blot gøre det. Altså gå efter at størrelsen på vimplerne passer sammen, hvis ikke løbelængden på dit garn er helt ens. Her skal du så lige få antallet af masker til at passe når du hækler flagene på. Det klarer jeg bare på øjemål😊

Scroll til toppen